Undervisningsmiljø
Om UMV
Sorø Privatskole benytter Termometer fra DCUM til årlige trivselsundersøgelser. Som hovedregel er det klasselæren, der minimum en gang om året sørger for at klassen gennemfører undersøgelsen.
En undervisningsmiljøvurdering, UMV, er et evalueringsredskab og et beslutningsgrundlag for, hvilke indsatser og initiativer, der er nødvendige for at sikre et godt undervisningsmiljø med bedst mulig trivsel og læring for elever og studerende. Alle skoler skal ifølge Undervisningsmiljøloven udarbejde en skriftlig UMV mindst hvert tredje år. En UMV består samlet set af fire faser. Termometeret bruges i den første fase, der handler om at kortlægge undervisningsmiljøet set med elevernes og de studerendes øjne. Undervisningsmiljøvurderingen skal mindst indeholde følgende elementer:
1) Kortlægning af uddannelsesstedets fysiske, psykiske og æstetiske undervis-ningsmiljø,
2) beskrivelse og vurdering af eventuelle undervisningsmiljøproblemer
3) udarbejdelse af en handlingsplan, hvor det fremgår, i hvilken takt og rækkefølge de konstaterede problemer skal løses, og
4) forslag til retningslinjer for opfølgning på handlingsplanen.
Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM, er et uafhængigt, statsligt center, der arbejder for at sikre et godt miljø i landets dagtilbud og på skoler og uddannelsessteder. DCUM formidler viden om børne- og undervisningsmiljø og understøtter en brugerinddragende og helhedsorienteret indsats i arbejdet med den lovpligtige undervisningsmiljøvurdering, UMV. DCUM har udviklet Termometeret til kortlægning og benchmarking af undervisningsmiljøet.

